Sinfonia Selandia er tilbage i Virum Kirke med en nytårsmatiné spækket med klassiske evergreens af bl.a. Strauss, Brahms, Lumbye, Lehar. DE 3 KONGELIGE SOPRANER Charlotte Meldgaard, Karen Dinitzen og Pernille Bruun serverer herlighederne med det overskud og den charme, de er blevet berømte for. Læs mere om solisterne på sopraner.dk.

Sinfonia Selandia under ledele af Inge Fabricius indbyder til matiné med musik af Mozart. Der opføres ouverturen til Cosi fan tutte, klaverkoncert nr. 23 og Haffner symfoni nr. 35. Det unge supertalent Elias Holm er solist i klaverkoncerten. Han er uddannet på Det Kgl. danske Musikkonservatorium og i Berlin på Universität der Künste.

Sinfonia Selandia's koncerter i indeværende sæson er en hyldest til bel canto sangkunsten og dermed til de 2 største italienske operakomponister Giuseppe Verdi og Giacomo Puccini. I september gjaldt det Verdi og til koncerten her i marts opføres uddrag af Puccini's berømteste operaer. Solisterne er gengangere fra forrige koncert, nemlig sopranen Cecilia Lindwall og tenoren Jacob Skov Andersen. Cecilia Lindwall er uddannet i Oslo men nu bosiddende i København. Efter hendes anmelderroste debut i La Boheme på Den Norske Opera i 2000 og som prisvinder i Schloss Rheinberg konkurrencen i 2001 har hun arbejdet professionelt i Tyskland, Norge, Sverige og Danmark som en efterspurgt koncert- og oratoriesanger og var endvidere i en årrække ansat som solist ved operaen i Braunschweig. Jacob Skov Andersen er en del af det prestigefyldte 'Young Artist Program' på Det Kongelige Teater, hvor han har haft stor succes i rollerne som Tamino i Mozarts 'Tryllefløjten' og Pierre i 'Intet' af D. Bruce, for hvilken han vandt en Reumert som 'Årets Sanger 2021'. Jacob har allerede sunget flere hovedroller på den danske operascene. Herunder en anmelderrost debut som Pinkerton i 'Madame Butterfly' på Operaen i Svendborg, Leander i Carl Nielsens 'Maskarade' med Helsingør Kammeropera og Rodolfo i 'La Boheme' af Puccini på CPH Opera Festival. Han har derudover bl.a. sunget tenorpartiet; i Schuberts 'Messe nr 6' med CPH Phil, i Beethovens '9. symfoni' med Danmarks Underholdningsorkester og i Rossinis 'Petit Messe Solenelle' med Ensemble Storstrøm.

Efter en lang stilhed i coronaens greb kan Virum Kirke atter byde sine koncertgæster hjerteligt velkomne til en matiné udelukkende med musik af Giuseppe Verdi. Den store italienske komponist inkarnerer om nogen vitalitet, drama og passion i sin musik. Inge Fabricius, Sinfonia Selandia og kirkens sangere suppleret med gæster udefra fremfører uddrag fra hans mest elskede værker, bl.a. La Traviata, Don Carlos, Nabucco og Requiem. Solister: Cecilia Lindwall, sopran, uddannet i Oslo, men nu bosiddende i København. Efter hendes anmelderroste debut i La Boheme på Den Norske Opera i 2000 og som prisvinder i Schloss Rheinberg konkurrencen i 2001 har hun arbejdet professionelt rundt om i Europa og har i en årrække være ansat som solist ved operaen i Braunschweig. Anna Einarsson, mezzo-sopran, er uddannet ved Malmö musikkonservatorium og Operaakademiet i Oslo. Hun er chef for Operaakademiet i Oslo og en efterspurgt solist, som har optrådt ved mange koncerter og festivals i både Europa og Asien. Hanne Christensen har siden 2004 været ansat som sopran i Virum Kirke. Hun har desuden fungeret som solist i flere sammenhænge, både ved mange kirkekoncerter rundt om i landet og i forbindelse med hendes mange år som sanger i Kammerkoret Camerata og Kammerkoret Hymnia. Hun er uddannet cand. mag med musik som hovedfag og dramaturgi som bifag og er i dagligdagen ansat på Virum Gymnasium, hvor hun bl.a. har undervist i musik og dramatik og været instruktør på en lang række musicals. Jacob Skov Andersen, tenor, trådte sine musikalske barnesko i Københavns Drengekor. Han studerer nu på Det kgl. Teaters prestigefyldte "Young Artist Program" hos Anne Margrethe Dahl. Han har været solist ved Helsingør Kammeropera, Cph Opera Festival og debuterede på Det kgl. Teater i sæsonen 2019-20 med roller i Tristan og Isolde, La Traviata og Amadeus. Hans Lawaetz, baryton, er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium med videre studier i bl.a. Rom og New York. Har haft adskillige solistroller både på Det kgl. Teater og på den Jyske Opera. Bl.a. i Rhinguldet, Tosca, Mestersangerne, La Traviata og Madame Butterfly. Rudi Sisseck, baryton, er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium med videre studier i Wien. Har haft adskillige solistpartier bl.a. som Leporello i Kasper Holtens opsætning af Mozarts "Don Giovanni". Har i en årrække været ansat på Det kgl. Teater og har her haft en række solistroller.

Virum Kirke deltager også i fejringen af 250-året for Ludwig van Beethovens fødsel. Sinfonia Selandia under ledelse af Inge Fabricius opfører Egmont-ouverturen samt klaverkoncerterne nr. 4 og 5. Solist er stortalentet og prisvinderen i Århus internationale klaverkonkurrence 2019, David Munk-Nielsen, der her tager livtag med 2 af klaverlitteraturens vægtigste og mest elskede værker.

Sergej Rachmaninov (1873-1943) blev tidligt berømt som klavervirtuos og som komponist af senromantiske og elegante orkester-og klaverværker, som stilistisk tager udgangspunkt i Tjajkovskij-traditionen. Modernisterne i hans samtid - bl.a. Stravinskij - så på ham med skepsis og talte om "den unge komponist, som med ét blev meget gammel". De seneste årtier har imidlertid slået Rachmaninovs navn fast som en af det 20. århundredes store komponister, som trods sine senromantiske rødder også rummer flere modernistiske træk. Allerede som 17-årig slog han igennem med sit klaverpræludium i cis-mol. Men da hans 1. symfoni i 1897 fik en katastrofal opførelse i St. Petersborg var fiaskoen så stor, at han de næste tre år ikke magtede at komponere en tone. Oplevelsen udmøntede sig i en depression samt alkoholproblemer. En fransk læge, som eksperimenterede med hypnose, hjalp ham over problemerne og opmuntrede ham desuden til at skrive endnu en klaverkoncert som afløser for den noget anonyme nr. 1 fra 1891. Rachmaninov fik efterhånden lysten og inspirationen til at komponere tilbage og den nye koncert stod færdig i 1901 og blev uropført november samme år i Moskva med komponisten selv som solist. Det blev en triumf og Rachmaninovs 2. klaverkoncert regnes stadig for hans populæreste værk. I december 1917 måtte Rachmaninov sammen med sin kone og to døtre flygte fra den russiske revolution. Via Stockholm kom de nytårsdag 1918 til København, hvor de blev installeret i en villa i Charlottenlund. Rachmaninov havde nu tid til at øve og komponere - og give koncerter i Danmark og det øvrige Skandinavien. I de 10 måneder Danmarksopholdet varede, opførte han sin 2. klaverkoncert hele 3 gange i København - to gange med Det kgl. Kapel og én gang i Tivoli. Publikum var entusiastisk, orkestret gav touche og Politikens anmelder overgav sig også og skrev bl.a. :" .Selve koncerten er et pragtfuldt stykke musik, fastformet, idérigt og stemningsfuldt, helt igennem følt - netop saa vidt favnende, saa dybt følende, og samtidig saa fint tænkt og saa klogt sagt, at man som i én sum har den karakteristiske, højtdannende Russer : en dybt oprindelig, barnlig, vemodig sjæl, klædt i en verdensmands overkultiverede form ..." Alexander Ventegodt (*1994) studerer klaver på Syddansk Musikkonservatorium i Odense hos Christina Bjørkøe. I 2018 vandt han 1. prisen i Odense Solistkonkurrence og skal i juni i år være solist med Odense Symfoniorkester i et værk af Chopin. Han har desuden spillet koncerter i Sverige, Tyskland, Frankrig og Italien. Han har deltaget i masterclasses med yderst anerkendte pianister, bl.a. John Damgaard, Rikke Sandberg, Eugen Indjic og Per Salo. Han er udover sit virke som solopianist også aktiv som kammermusiker, underviser og akkompagnatør.

Ludwig van Beethoven (1770-1827) komponerede sin 7. og 8. symfoni samme år, 1812. Den 7. symfoni blev uropført i Wiens Universitetshal d. 8. december 1813 ved en velgørenhedskoncert for soldater, der var blevet såret under kampene mod Napoleon. Opførelsen blev en stor succes, 2. sats måtte gives dacapo og symfonien blev spillet adskillige gange i Wien i samme sæson. Men ikke alle steder var man begejstret. I Leipzig mente man, at navnlig 1. og 4. sats kun kunne være komponeret "i beruset tilstand" og den noget yngre komponistkollega Carl Maria von Weber udtalte, at Beethoven med denne vilde og insisterende musik nu var "moden til galehuset!" 7. symfoni bæres af en rytmisk konsistens, som hersker i hver eneste sats og som gennemtrænger hele værket. Det fik bl.a. Berlioz til at sammenligne 1. sats med en "Ronde des paysans" (bondedans) og Wagner til at betegne hele symfonien som en "dansens apoteose". Symfonien starter med en usædvanlig lang og forventningsfuld indledning, som munder ud i en markant rytmisk figur, som behersker hele resten af 1. sats. Den efterfølgende langsomme sats er både formelt og tematisk en af de smukkeste fra Beethovens hånd. Satsen har karakter af en slags sørgemarch, ikke tragisk, men med et udtryk af stille melankoli. 3. sats, scherzoen, drives uophørligt fremad af sin egen indledende figur. Som kontrast hertil står de to roligere mellemdele ("triodele") inden scherzoen igen tager fat og afslutter satsen. Finalen udgør med sin nærmest tumultagtige fremdrift symfoniens klimaks. Temamaterialet er ret enkelt: en figur, som vender tilbage utallige gange i forskellige instrumentale forklædninger og som giver satsen en medrivende rytmisk intensitet.

Bo Kristian Jensen og Vibeke Kristensen

Hans Lawaetz

Aaron Copland er den komponist, der mere end nogen anden skabte en "American sound" inden for orkestermusikken: lys, rytmisk markant og ofte præget af folktunes. I 1942, da USA indledte sin deltagelse i 2. verdenskrig, opfordrede The Cincinnati Symphony Orchestra 18 amerikanske og europæiske komponister, herunder Copland, til at skrive en fanfare til hvert af de værn og institutioner, som deltog i krigen. Copland besluttede imidlertid, at hans fanfare skulle tilegnes "the common man, who, after all, was doing all the dirty work in the war and in the army". Det korte stykke, komponeret for messingblæsere og slagtøj, blev uropført i marts 1943. Copland bearbejdede senere værket og inkorporerede det i finalen i sin 3. symfoni.

Mozart tilbragte adskillige af sine teenage-år på rejser i hele Europa sammen med sin far, Leopold. Overalt hvor han kom frem mødte han fremtrædende musikere og blev inspireret af de forskellige landes musikstil. Men det var især påvirkningen fra den italienske musik, som i de år fascinerede og inspirerede ham. I det korte tidsrum mellem sin 2. og 3. Italiensrejse komponerede han i Salzburg - 16 år gammel - de tre Divertimenti KV 136-38 for strygere eller strygekvartet - senere benævnt "Salzburgsymfonierne". Den italienske stil blander sig her elegant med påvirkninger fra den unge Mozarts idoler: Haydn og Johann Christian Bach.

Vivaldi skrev et væld af koncerter for næsten alle instrumenter - bedst kendt er nok de fire violinkoncerter, som tilsammen udgør "De fire årstider". Også blæserne blev tilgodeset: koncerter for fløjte, obo, fagot og trompet samt dobbeltkoncerter for samme instrumenter og i forskellige kombinationer. Om tilblivelsen af den aktuelle koncert for 2 trompeter ved man praktisk talt intet! Manuskriptet blev fundet i Nationalbiblioteket i Torino og først udgivet i 1950. Værket er holdt i den traditionelle italienske 3-satsede koncertform. Den korte 2. sats spilles kun af strygerne mens solisterne hviler læberne, inden det går løs i den virtuose finale.

Johannes Brahms' "Haydn-variationer" opstod i 1873. Temaet til disse variationer fandt Brahms i en samlet Haydn-udgave, hvor det indgår i et værk for blæseroktet ("Feldpartita"). Dette værks 2. sats bærer overskriften "Chorale St. Antonii". Det har senere vist sig, at Feldpartitaen ikke er skrevet af Haydn, men muligvis af hans elev, Pleyel. Koralen, som Brahms bruger som tema for sine variationer, er baseret på en gammel pilgrimssang fra Burgenland i Østrig. Over dette tema har Brahms bygget otte variationer og en stor finale. Alle variationer overholder grundtemaets opbygning, men fremstår hver gang i ny skikkelse i form af taktart, tempo og stemning og den skiftende instrumentation giver hver variation dens specielle farve. Brahms komponerede sine Haydn-variationer sideløbende i en version for orkester og en version for 2 klaverer.

Tjajkovskij havde det ikke nemt med operagenren. Selv om han skrev i alt 10 operaer, spilles kun to af dem i dag jævnligt uden for Rusland, nemlig "Spader Dame" og "Eugen Onegin" fra 1879. Til gengæld hører sidstnævnte til noget af det smukkeste og mest gribende inden for genren. Forlægget til "Eugen Onegin" var Pusjkins versroman af samme navn. Her fortælles om den kyniske verdensmand, som i overmod afviser den unge Tatjanas kærlighed og af tåbelig forfængelighed forulemper sin ven Lenskij og efterfølgende dræber ham i duel, og som resten af livet må angre sine handlinger. Her fandt Tjajkovskij omsider et operaemne, der præcist passede ham og som han selv udtrykte det - "et intimt drama, bygget på konflikter og omstændigheder, jeg selv har erfaret eller kunnet iagttage, konflikter, som jeg virkelig kan reagere overfor". Disse situationsbilleder fra den russiske landadel, som han kendte så godt, kunne han fylde med det, han higede efter i sin kunst: "poetisk rigdom og fin og enkel menneskelighed". Tjajkovskij afviste derfor betegnelsen opera og kaldte i stedet sit værk "lyriske scener". I centrum står "brevscenen", Tatjanas gribende soloscene, hvor hun skriver sin kærlighedserklæring til Onegin. Men også Lenskijs arie før duellen og Fyrst Gremins arie er kendte "hits", omkranset af prægtige orkesterstykker såsom valsen, mazurkaen og den berømte polonaise.

Cecilia Lindwall, sopran (Tatjana), er uddannet i Oslo. Debuterede i 2000 i La Boheme på Den Norske Opera og var i en årrække ansat som solist ved operaen i Braunschweig. Prisvinder i 2001 ved konkurrence i Kammeroper Schloss Rheinsberg, Berlin. Engagementer i Norge, Sverige, Danmark og Tyskland.

Ulla Kudsk Jensen, mezzo/alt (Olga/Filipjewna/Larina), er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium og Operahögskolan, Göteborg. Videregående studier i New York og Bayreuth. Har sunget adskillige partier på Den kgl. Opera, Den Jyske Opera og Den Fynske Opera. Endvidere hyppig koncert- og oratoriesolist.

Leif Jone Ølberg, baryton (Onegin), er uddannet ved Universitetet i Stavanger, Guildhall School, London og Operaakademiet, København. Har siden sin debut i 2013 sunget flg partier på Den kgl. Opera. Endvidere Figaro (Barberen i Sevilla) for Pop-Up Opera, England. Vandt i 2015 1. pris, Ascolta-prisen, i Operaens Venners sangerkonkurrence, Danmark.

Thomas Præstegaard, tenor (Lenski), er uddannet på Operaakademiet og Det Kgl Danske Musikkonservatorium. Han har desuden studeret i England, Tyskland, Italien, Polen, Bulgarien og USA. Han har endvidere været tilknyttet Den Jyske Opera, Den Fynske Opera, Den Ny Opera i Esbjerg og modtog i 1999 Det danske Wagnerselskabs stipendiat. Han har desuden boet og optrådt i Firenze samt lavet flere koncerter og forestillinger i både Tyskland og Holland.

Per Bach Nissen, bas (Gremin), er uddannet i Kbh., London og Bruxelles. Har været/er tilknyttet operahuse i DK, Tyskland, England, Holland, Italien og USA. Endvidere koncertoptræden med bl.a. Sønderjyllands Symfoniorkester, Stuttgarter Philharmoniker og Concertgebouw.

Ulla Elvi Sell, konferencier er udddannet i musikvidenskab og retorik ved Københavns Universitet samt privatuddannet som sanger og skuespiller. Programmedarbejder ved DR i 24 år. Div. solistopgaver (musicals, operaer, recitation) på Det Ny Teater, Tivoli og Malmöoperaen.

Mozarts tre sidste symfonier (nr. 39, 40, 41) blev komponeret i sommeren 1788 på den utrolig korte tid af omkring to måneder. Mozart-forskeren A. Einstein skriver: "Vi ved intet om formålet med disse værker ... og det er muligt, at Mozart aldrig har opført disse symfonier og aldrig hørt dem". Formelt set er de regelmæssigt opbygget efter det klassiske skema, men de er fulde af subtile og personlige detaljer og en dyb og inderlig skønhed. G-mol-symfonien er mørk, dramatisk og rastløs i karakteren. 1788 var et mørkt år for Mozart: han havde pengesorger (adskillige tiggerbreve til den rige del af omgangskredsen vidner herom), han hustru Konstanze var i perioder alvorligt syg og de havde netop mistet en nyfødt datter. Wiener-publikummet svigtede i stigende grad hans koncerter - moden skiftede hurtigt og mange fandt efterhånden hans musik for avanceret og hans hidtidige velyndere begyndte at falde fra. Breve og udsagn vidner tillige om, at Mozart i stigende grad led af en form for manio-depressivitet. Fik Mozart afløb for sine bekymringer i en symfoni i mol - som på den tid var højst usædvanlig? Ikke desto mindre rummer denne dramatisk-ekspressive symfoni - i den langsomme 2. sats - også glimt af lys og forsoning.

Mødte Mozart og Beethoven hinanden? I 1787 fik det kun 16-årige klavergeni fra Bonn, Beethoven, mulighed for at rejse til Wien for at studere komposition hos Mozart, hvis værker han beundrede og efterlignede. Det er dog ikke sikkert at han nåede at få så meget som en eneste lektion, men at Beethoven hørte Mozart spille flere gange hersker der ikke tvivl om. På sine gamle dage sagde Beethoven blot, at han ofte havde hørt Mozart spille og at han fandt hans stil ret staccatopræget. Mozarts spil var " ... fint, men uensartet - uden legato". Beethovens ophold i Wien varede kun 2 uger, da han blev kaldt hjem til sin mors sygeleje. Da Beethoven næste gang kom til Wien - i 1792 - var Mozart død få måneder forinden.

Beethoven bevæger sig i sine to første symfonier (hhv. 1800 og 1802) - rent stilistisk - på Haydns og Mozarts territorium. Umiddelbart efter 2. symfonis færdiggørelse skal Beethoven til en ven imidlertid have sagt: "Jeg er ikke tilfreds med, hvad jeg hidtil har skrevet. Fra nu af vil slå ind på en ny vej!" Denne hensigt må siges at være virkeliggjort i den 3. symfoni "Eroica". Den symfoniske form er her blevet udtryk for noget, der ligger udover det rent musikalske: en patetisk trosbekendelse, et stridsskrift, hvor hver takt afspejler Beethovens dynamiske personlighed. Eroica-symfonien indvarsler med sin formmæssige og harmoniske rigdom overgangen til romantikken og det 19. århundredes mere subjektive tonesprog og den overraskede da også samtiden med sit gennemført dramatiske anlæg, sin rigdom på temaer og sin hidtil uhørte længde - næsten den dobbelte spilletid af en Haydn-eller Mozartsymfoni. Beethoven var grebet af den tids begejstring for tidens revolutionære bevægelser og deres signaler om frihed og demokrati og i den franske republiks Førstekonsul - Napoleon - så Beethoven sit helteideal legemliggjort. I 1803 begyndte han arbejdet på sin nye symfoni, som skulle tilegnes Napoleon. Flere fra hans omgangskreds kunne bevidne, at der på hans arbejdsbord lå et partitur, på hvis titelblad blot stod to navne: øverst "Bonaparte" og nederst "Ludwig van Beethoven". Netop på det tidspunkt (18. maj 1804) lod Napoleon sig imidlertid udråbe til Kejser. Beethovens elev Ferdinand Riess beretter, at Beethoven, da han fik nyheden, udbrød "Er han da heller ikke andet end et almindeligt menneske! Nu vil også han træde alle menneskelige rettigheder under fode og give sin ærgerrighed frit løb ... .!" - hvorefter han rev titelbladet itu og smed det på gulvet. Ikke desto mindre insisterede han på fortsat at kalde symfonien "Bonaparte". Men da Napoleon 2. december 1804 kronede sig selv til kejser, kradsede Beethoven i vrede navnet Bonaparte ud på det nye titelblad. Først da symfonien i 1806 blev trykt og udgivet var den tilegnet Beethovens mæcen, fyrst Lobkowitz, men udstyret med titlen: "Heroisk symfoni" (Sinfonia Eroica) med undertitlen: "Komponeret til minde om et stort menneske". Med det ordvalg løfter Beethoven titlen op på et mere abstrakt niveau, hvor der ikke sigtes til nogen bestemt person. Symfoniens enorme konfliktophobninger og efterfølgende løsninger - især i første sats - er et budskab om menneskelig frihed og humanisme. Det er her Beethovens ideal: det personligt myndige og det åndeligt frie menneske, kommer til udtryk. Denne 1. sats er i den klassiske sonateform, men her kraftigt udvidet. I den langsomme 2. sats skifter perspektivet fra det heroiske til det tragiske i form af en sørgemarch, som i sit udtryk helt sprænger de formelle rammer for en sådan. 3. sats, som i wienerklassikken traditionelt var en stilfuld menuet, er her afløst af en scherzo, en energisk sats i hurtigt tempo. Beethoven præsenterer en raffineret rytmisk energi, hvor han leger med vores opfattelse af to- og tredelt taktart. Satsens midterafsnit ("triodelen") viser tydeligt den besætningsmæssige nyskabelse med en horngruppe på 3 i stedet for 2. Denne horn-trio emmer af urkraft og heroisme. 4. sats er en variationssats af imponerende dimensioner. Selve variationstemaet havde Beethoven tidligere benyttet i scenemusikken til "Prometheus" og i klavervariationerne opus 35. Han udvikler temaet til en række fantastiske variationer - et vidnesbyrd om livsglæde og menneskets uendelige potentiale.

Titelbladet med Beethovens hidsige udkradsning af navnet Bonaparte

	Cecilia Lindwall er uddannet i Oslo. Har i en årrække været ansat som solist ved operaen i Braunschweig. Engagementer i Norge, Sverige, Danmark og Tyskland, bl.a. på Deutsche Oper, Berlin.		Ulla Kudsk Jensen er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium samt på Operaakademiet i Göteborg. Videregående studier i New York og Bayreuth. Har sunget adskillige partier på Det kgl. Teater, Den Jyske Opera og Den Fynske Opera.
	Bo Kristian Jensen er uddannet på musikkonservatoriet i København og Oberlin, Ohio, hvor han var prisvinder i 2003. På Den kgl. Opera har han sunget flere partier og er endvidere en meget benyttet solist i koncertsammenhæng.		Hans Lawaetz er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium med videre studier i bl.a. Rom og New York. Har haft adskillige solistroller både på Det kgl. Teater og på den Jyske Opera.

Giacomo Puccini: Madame Butterfly

Cho-Cho-San, kaldet Butterfly	Cecilia Lindwall
Suzuki, hendes tjenestepige	Ulla Kudsk Jensen
Pinkerton, amerikansk marineløjtnant	Bo Kristian jensen
Sharpless, USA's konsul i Nagasaki	Hans Lawaetz

Efter succesen med "Tosca", fandt Puccini forlægget til sin næste opera i et skuespil "Madame Butterfly", som byggede på en roman af den amerikanske forfatter John Luther Long, som igen havde ladet sig inspirere af den franske forfatter Pierre Loti's selvbiografiske roman "Madame Chrysanthème". Puccinis tekstforfattere skar teksten til, så den kunne bruges som opera-libretto og Puccini gjorde studier i japansk musik, bl.a. hjulpet af den japanske gesandts frue, som lånte ham grammofonplader med autentiske optagelser. Premieren fandt sted på La Scala Operaen i Milano i 1904, men slog først rigtigt igennem nogle måneder senere efter en lettere omarbejdelse. Den danske førsteopførelse fandt sted på Det kgl.Teater i 1911.

Handlingen foregår i og ved Pinkertons og Butterflys hus ved Nagasaki-bugten ca. år 1900.

1. akt
1) Forspil:
Den sorgløse Løjtnant Pinkerton beser sit nyligt købte hus med have. Her skal han bo sammen med sin brud, den kun 15-årige, lille geisha Cho-Cho-San (Madame Butterfly), som en ægteskabsmægler har skaffet ham. Konsul Sharpless kommer for at overvære bryllupsceremonien. Pinkerton viser ham rundt i huset, der efter japansk lov nu er hans for de kommende 999 år.
2) Pinkerton og Sharpless:
I arien "Dovunque al mondo" taler Pinkerton om den uovervindelige Yankee: går han dristigt frem, kan han vinde alt her i verden! Sharpless advarer ham mod at tage alt for let på dette ægteskab. Sharpless har dagen før hørt Butterflys stemme, da hun kom til konsulatet, og han har mærket, at hvad der for Pinkerton kun er adspredelse , er for hende fuld alvor. Men Pinkerton slår det hen: han vil nyde livet - siden kan han jo altid gifte sig med en amerikanerinde! Og han istemmer et "America forever" til ære for deres fjerne fædreland.
Nu kommer Butterfly med sine veninder og hilser Pinkerton. Butterfly viser ham i smug flere små ting, hun har medbragt, bl.a. den kniv, hvormed hendes far på kejserens befaling begik harakiri. Så foretages vielsen, brudeparret skriver under og Sharpless trækker sig tilbage efter endnu engang at have formanet Pinkerton. Der høres råb og tumult og Butterflys onkel træder ind fulgt af familien. Han bebrejder i hårde ord Butterfly hendes frafald fra den gamle tro og slutter med at forbande hende. Pinkerton smider dem ud. Butterfly bryder sammen, men trøstes af Pinkerton.
3) "Kærligheds-duet" : "Viene la sera": Pinkerton og Butterfly: B: "Hans øjne søger mig, han smiler og drømmer, jeg mærker min kind rødme" P: "Hvor yndefuld hun er at skue - og denne lille dukke er min frue!" B: "Fjernt hører jeg deres stemmer true Butterfly vær forbandet, ja forbandet og dog lykkelig! P: Kom, o kom! Kom, vær min! Glem nu al din frygt og kval og lad dit hjerte tale, du kære. Ja, kom! Se alt, ja alt omkring os sover! Du skælver i min favn. Kom, vær min!"

2. akt, 1. billede
4) Forspil:
Tre år er gået og Pinkerton har forlængst forladt sin brud. Butterfly tror stadig fast på Pinkertons tilbagekomst: hvorfor skulle han vel ellers have sørget for hus og penge til dem indtil nu..?
5) Butterfly: "Un bel di, vedremo": Butterfly synger om sin længsel efter at se det hvide skib med stjerneflaget og om hans genkomst, som han lovede : "jeg ser ham komme ud af vrimlen dernede, og som en prik, der vokser, nærmer han sig vor rede ", og hun fantaserer om alle de ømme navne han igen vil kalde hende.
Nu kommer Sharpless. Med sig har han et brev fra Pinkerton, som vil komme til Nagasaki ledsaget af sin amerikanske hustru! Men det lykkes ham kun delvist at forklare sagens sammenhæng for Butterfly, da de konstant bliver afbrudt. Omsider forstår hun, men nægter at tro, at Pinkerton virkelig skulle have svigtet hende og fremviser deres fælles barn, en søn, for at Sharpless kan fortælle Pinkerton om det. Et kanonskud høres og Butterfly fastslår, at det virkelig er Pinkertons skib, der nærmer sig.
6) Butterfly og Suzuki: "Va pei fior"
Ude af sig selv af jubel smykker Butterfly ved Suzukis hjælp stuen med blomster; selv ifører hun sig sin brudedragt og sætter en valmueblomst i håret. Efter at have boret tre små huller i papirvæggen, hvorigennem de kan holde udkig med havnen, stiller hun sig med barnet og Suzuki ved sin side for at vente på Pinkerton. Suzuki og barnet overvældes snart af træthed og falder i søvn. Butterfly står hele natten spejdende i månelyset. 7) Coro a bocca chiusa: "Summekoret": Bag scenen høres en ordløs, melankolsk melodi mens solen langsomt står op. Butterfly står stadig ubevægelig på sin ensomme vagt.

2. akt, 2. billede
Da det er blevet lyst, bærer Butterfly drengen ind i seng og straks efter kommer Pinkerton og Sharpless, som beder Suzuki skånsomt forberede Butterfly på at overlade sit barn til Pinkerton og hans hustru, som også er med.
8) Terzet:
Pinkerton, Sharpless og Suzuki: "Io so che alle sue pene"
9) Pinkerton og Sharpless: "Addio, fiorito asil".
Pinkerton får nu at vide, hvorledes Butterfly, som han troede for længst havde glemt ham, hver time på dagen gennem tre år har spejdet ud over havet. Han tør knapt fortælle Suzuki, at den kvinde, der står ude i haven, er hans amerikanske hustru. Suzuki er som bedrøvet, men indvilliger dog i at opsøge Butterfly. Selv kan Pinkerton ikke udholde den bitre duft af de mange visne blomster og beder Sharpless tale med Butterfly. Sharpless minder ham om advarslerne dengang: "Jeg bad Dem - kan De huske? Da hun rakte Dem sin hånd: Så hør mig dog, hun tror Dem blindt! Trofast har hun ventet !" Pinkerton er fuld af anger, havde han dog blot dengang rettet sig efter Sharpless' råd! . Han synger et sidste farvel til den skønne plet hvor alt var solskin, blomster og forårsfarver "Jeg må bort, må bort herfra, mit skønne blomsterrige med al din kval. Jeg er fej, alt for fej!"
Butterfly kommer nu for at møde Pinkerton, men finder kun hans hustru og Sharpless, som forklarer hende alt. Hun lammes af sin frygtelige skæbne, men lover dog at udlevere barnet, hvis de vil lade hende være alene en halv times tid. Hun tager afsked med barnet og sender det ud at lege. Derefter dræber hun sig med den kniv, som også gjorde ende på hendes fars liv. Hun er endnu ved bevidsthed, da Pinkertons stemme i det fjerne kalder hendes navn. Da han straks efter styrter ind og knæler ved hendes side, når hun at pege på barnet inden hun udånder i hans arme.

Emil Reesen: Farinelli

Den historiske Farinelli (1705-82) var sin tids berømteste kastratsanger og hed egentlig Carlo Broschi. Farinellis liv og sangkunst blev siden en myte. I 1800-tallet skrev tre franskmænd et skuespil om ham med titlen "Farinelli ou La Bouffe du Roi". Dette stykke blev herhjemme bearbejdet til et syngestykke af Heiberg i 1837 med musik af Ludvig Zink og blev en stor succes i København. I 1941 bad Det ny Teater tekstforfatteren Mogens Dam og komponisten Emil Reesen skabe en ny "Farinelli"-historie, hvor Aksel Schiøtz skulle have titelpartiet. Den nye operette havde premiere 31. januar 1942 og blev en tordnende succes. Det franske forlæg samt Heibergs tekst blev erstattet af en række scener og optrin, som bedre levede op til den gængse operette-tradition. Selv om samtlige anmeldere var begejstret, kunne man i Politiken læse ".Det er . tekstens svaghed, at stykket ikke er noget stykke, men en række skiftende optrin uden linje eller dramatik!" - men alle var underholdt og Reesens nye, indsmigrende melodier gik lige ind. Mogens Dams tekst indeholdt tillige adskillige provokerende og ironiske hints om besættelsesmagtens gøren og laden. I 1961 fik "Farinelli" en revival, da Danmarks Radio skabte en ny, bearbejdet udgave for TV med Poul Bundgaard i titelpartiet. Operetten beskriver Farinellis forskellige eventyr rundt om i Italien og Spanien, ikke mindst ved Kong Ferdinand VI's hof i Madrid, hvor kongen er svækket og hvor diverse ministre vil tage magten ved et statskup. "Handlingen" er fuld af intriger, forklædninger, misforståelser, jalousi osv. Men Farinelli griber ind den ene gang efter den anden og sikrer ro og retfærdighed - og en happy end! Persongalleriet er stort og broget, men det er stort set kun nedenstående fire personer, der bryder ud i sang:

Farinelli, operasanger	Bo Kristian jensen
Preciosa, en ung spansk pige	Cecilia Lindwall
Domingo, sørøverkaptajn	Hans Lawaetz
Carmencita, en livlig ung pige i Madrid	Ulla Kudsk Jensen

Sinfonia concertante er betegnelsen for en koncert med flere soloinstrumenter og orkester, en slags krydsning mellem barokkens concerto grosso med dennes solistgruppe og den nyere instrumentalkoncert i klassisk symfonisk form. Mozart synes at have fået ideen til sit værk, da han 1777-78 besøgte Mannheim og Paris, hvor sinfonia concertanten var en yndet genre. Netop under Paris-opholdet og lige derefter skrev Mozart sine to koncerterende symfonier, den ene for 4 blæsere, den anden for violin og bratsch. Aftenens værk er fra 1779 og er skrevet umiddelbart efter hjemkomsten til Salzburg. Concertanten er et modent og frodigt værk fuld af lysende, melodisk inspiration og alligevel hører man i den afdæmpede 2. sats en tone af vemod - er det tabet af moderen i Paris få måneder forinden, der klinger igennem her .? Mozart slutter dog sin concertante i munter og fantasifuld sorgløshed. Det er bemærkelsesværdigt, at Mozart i dette værk selv har udskrevet solisternes solokadencer.

Brahms var sent ude som symfoniker. Hans første symfoni var 20 år undervejs og hans mange udkast endte i flere tilfælde som andre værker. I et brev har Brahms selv fortalt hvor svært det var at skrive en symfoni, når han hele tiden kunne høre en kæmpe gå bag sig - kæmpen var Beethoven! Den lange tilblivelse skyldtes ikke kun respekten for det symfoniske forbillede, men også en møjsommelig arbejdsproces, hvor Brahms stræbte efter at kombinere wienerklassikkens klarhed med romantikkens friere form og udtryk. I Wiens musikkredse udkæmpedes dengang deciderede fejder, hvor Brahms blev stillet op som ideal og modsætning til "nytyskerne" Liszt og Wagner med deres respektive programmusik og revolutionerende musikdramaer. Det gjorde ikke Brahms' symfoniprojekt nemmere. Først i 1876, da Brahms var 43 år, så 1. symfoni dagens lys og tidens store dirigent Hans von Bülow betegnede det nye værk som "Beethovens 10. symfoni". 1.sats lægger ud med markant tyngde med vedholdende paukeslag og i satsens hurtige hoveddel er musikken præget af abrupte spring, som giver den et konfliktfuldt udtryk. Den skønhedsmættede anden sats er symfoni-ens store hvilepunkt og præges af soloer i obo og soloviolin. En flydende pastoral stemning slås an med 3. satsens klarinetmelodi, men musikken præges mere og mere af en rastløs understrøm, som giver den en scherzo-lignende karakter. 4. sats indledes dystert og søgende ligesom i symfo-niens begyndelse. En stor hornsolo efterfulgt af en solofløjte indvarsler mere forsonende toner og samler orkestret til en stor, fælles hymneagtig melodi, som præger satsen og fører den til en triumferende slutning i lysende C-dur.

Symfonier for blæsere

Stravinskij (1882-1971) komponerede dette særegne værk i 1920 (rev. 1947). Den egentlige anledning var vennen Debussys død 2 år forinden. På opfordring komponerede Stravinskij en koralmelodi til Debussys minde og værket blev sammen med bidrag fra en række andre komponister offentliggjort i et fransk musiktidsskrift. Denne koral danner afslutningen på "Symfonier for blæsere". Der er intet "symfoni" i traditionel forstand over værket. Stravinskij benytter derimod ordet "symfonier" i ordets helt basale betydning: "samklange". Her finder man en række af hinanden uafhængige udsagn, som ikke udvikles, men som i et hastigt forløb stilles op over for hinanden. Stravinskij udtalte selv: "Det er et strengt ritual, som udfolder sig som korte litanier [vekselsange] mellem forskellige grupper af ensartede instrumenter. Denne musik har ikke til hensigt at "please" publikum, ej heller at vække følelser". Man har hidtil anset dette værk for Stravinskijs definitive brud med russisk musiktradition og at han nu var på vej ind i en streng neo-klassicistisk stil, men man har først nu - mange år efter Stravinskijs død - opdaget, at "Symfonier for blæsere" - i instrumental mikroformat - nøje følger forløbet i den russisk-ortodokse "Panikhida" (dødsmesse) med dens klokker, messeled, vekselsang m.m. samt afsluttende koral.

Concertino for klarinet og orkester, opus 26

Weber (1786-1826). I 1811 drog den unge pianist og komponist Weber på en koncertturné, hvor han bl.a. gjorde ophold i München. Her traf han hoforkestrets mester-klarinettist Heinrich Bärmann, som lovede at hjælpe Weber med dennes koncertprojekter på betingelse af, at Weber komponerede et stykke til ham. Det blev til Concertinoen op. 26, der blev komponeret i løbet af blot en uges tid. Modtagelsen af dette værk, som for første gang viser hele klarinettens klang- og udtryksregister, var entusiastisk og den bayerske konge Maximilian I bestilte på stedet hele to klarinetkoncerter af Weber. Koncerterne (op. 73 og op. 74) færdigkomponerede Weber allerede samme år. Concertinoen er i én sats med flere underafsnit af forskellig stemningskarakter og afsluttes brillant og virtuost.

Klarinettisten Lee Morgan er født i USA, hvor han studerede i Cleveland og Chicago. I studieårene spillede han som assistent i Cleveland Orchestra og Chicago Symphony Orchestra. Fra 1976-80 var han ansat som soloklarinettist i Oklahoma Symphony Orchestra og fra 1980-82 som soloklarinettist i Atlanta Symphony Orchestra. I 1982 kom han til Danmark, hvor han konkurrerede sig ind som soloklarinettist i Det Kgl. Kapel. Lee Morgan er en meget aktiv kammermusiker i ind- og udland, bl.a. som medlem af Den Danske Blæseroktet, som han har indspillet flere cd'er med. I 2001 var han gæsteprofessor ved University of Michigan, USA. Lee Morgan underviser desuden ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Enigma-variationer

Elgar (1857-1934) komponerede i 1898 sine "Enigma-variationer". Værket blev uropført året efter og det blev Elgars gennembrud som komponist. Enigma betyder gåde og det var de initialer, som står som overskrift ved hver af variationerne, der tiltrak sig interesse. Først i 1928 lod Elgar sig overtale til at "afsløre" navnene bag initialerne. Det gjorde han i et lille skrift med titlen "My friends pictured within".

TEMA: Det tema, som Elgar bearbejder, falder i to dele: en elegisk melodi i mol og en roligt opadstigende i dur.

VARIATIONERNE:

• C.A.E. (Caroline Alice Elgar). En kærlighedserklæring til Elgars opofrende hustru.

• R.B.T. (Richard Baxter Townsend). En noget ekce ntrisk scholar og golf-ven. Hans karakteristiske stemme slog ofte over i falset (dyb fagot og høj obo).

• W.M.B. (William Meath Baker). Baker var den perfekte vært og elskede at arrangere selskaber v.h.a. lister og tidsskemaer. Her forkynder han - til gæsternes undren - forløbet af en fest og smækker døren hårdt i efter sig.

• R.P.A. (Richard Penrose Arnold). Arnold var en sympatisk og lærd mand med megen lune. Hans alvorlige konversation (strygere) blev ofte afbrudt af vittige bemærkninger efterfulgt af en karakteristisk latter (blæsere).

• YSOBEL (Isabel Fitton). Isabel var amatør-bratschist. Hun var meget lang og bevægede sig i en graciøs, flydende gangart. Åbningsfrasen fremstiller en særlig vanskelig interval-øvelse på bratschen.

• W.N. (Winifred Norbury). Variationen beskriver et idyllisk 1700-tals hus beboet af et par elskværdige "ladies". Her bor den sym patiske Winifred og hendes fine latter (obo + fløjte og klarinet) høres midt i satsen.

• NIMROD (August Johannes Jäger). Jäger var udgiver for musikforlaget Novello og var den, som fra starten troede blindt på Elgars komponisttalent. Variationen er en hyldest til denne gode ven.

• DORABELLA (Dora Penny). Dora dansede meget og satsen antyder en balletagtig elegance kombineret med Doras lette stammen (obo).

• G.R.S. (George Robertson Sinclair). Her er det snarere Sinclairs frembrusende og glad gøende bulldog Dan, som beskrives.

• B.G.N. (Basil G. Nevinson). Nevinson var en fortræffelig amatør-cellist, som spillede trio med Elgar. Elgar mindes ham her med en smuk solo i satsens begyndelse og slutning.

• *** (Lady Mary Lygon eller Helen Weaver(?)). Man mener, at der her er tale om en kvinde, som Elgar i en kortere periode var forlovet med i sine helt unge år. Satsen har et strejf af dæmpet "mystik" over sig.

• E.D.U. (Elgar). E.D.U. står for "Eduu", det kælenavn, som hans kone Alice kaldte ham. I denne sats har Elgar fremstillet sig selv med positiv, fremstormende energi. En selvstændig kunstner fuld af selvtillid.

Cecilia Lindwall, svensk sopran, uddannet i Oslo, men nu bosiddende i København. Har i en årrække være ansat som solist ved operaen i Braunschweig og har senest sunget Michaela i "Carmen" ved operaen i Malmø og senere i denne sæson skal hun synge Tatjana i Tjajkovskys opera "Eugen Onegin".

Ulla Kudsk Jensen er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium samt på Operaakademiet i Göteborg. Har sunget adskillige partier på Det kgl. Teater og i indeværende sæson synger hun Mary i Wagners "Den flyvende Hollænder" og Skovnymfen i Dvoraks "Rusalka".

Bo Kristian Jensen har været tilknyttet Det kgl. Teater og har her bl.a. sunget Grev Almaviva i Rossinis "Barberen i Sevilla". Desuden har han for nylig sunget hovedpartiet i Lloyd Webbers musical "Love never dies" på Det Ny Teater. Senere i denne sæson synger han Pinkerton i en turné-udgave af Puccinis "Madame Butterfly".

Hans Lawaetz er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium med videre studier i bl.a. Rom og New York. Har haft adskillige solistroller både på Det kgl. Teater og på den Jyske Opera. Bl.a. i Rhinguldet, Tosca, Mestersangerne og La Traviata. Medvirker i denne sæson i en turnéudgave af Puccinis "Madame Butterfly".

Rudi Sisseck er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium med videre studier i Wien. Har haft adskillige solistpartier bl.a. som Leporello i Kasper Holtens opsætning af Mozarts "Don Giovanni". Har i en årrække været ansat på Det kgl. Teater og har her haft en række solistroller.

Koncert for violin og orkester

Beethoven (1770-1827) måtte tage flere tilløb til at skrive en violinkoncert, og han skrev kun denne ene. Forinden havde han komponeret to Romancer for violin og orkester samt en Koncert for violin, cello, klaver og orkester, den såkaldte "Tripelkoncert". Violinkoncerten er komponeret til en af Wiens store virtuoser, den dengang kun 24-årige Franz Clement. Det var dog ikke en tidstypisk violinkoncert, der kom ud af det - tværtimod! Det publikum fik at høre, var snarere et symfonisk værk, hvor solist og orkester fører en subtil dialog og med en 1. sats, som varer lige så længe som en hel koncert normalt varede på den tid. Ved uropførelsen lillejuleaften 1806 fik Clement stort bifald for sin præstation, som han udførte "med kunst og ynde", men selve koncerten modtoges ikke med større velvilje. Man har kun kendskab til endnu én opførelse i Beethovens levetid, derefter gik den i glemmebogen. Først i 1844 fik koncerten sit gennembrud, da den ganske unge Joseph Joachim opførte den med Felix Mendelssohn som dirigent. Romantikkens tidsånd havde i højere grad end Beethovens egen samtid sans for værkets proportioner, fornemme lyrik og indre magi i de to første satser og den robuste humor i den afsluttende rondosats. Den russiske komponist Alfred Schnittke (1934-98) arbejdede på et kompositorisk grundlag, som han selv betegnede som "polystilistisk", dvs. at der arbejdes med flere stilarter på én gang. Det fremgår tydeligt af hans kadencer til Beethoven-koncerten, hvor Schnittkes nutid mødes med flygtige citater fra nogle af musikhistoriens andre store violinkoncerter: Brahms, Bartok, Sjostakovitj og Berg samt Beethovens 7. symfoni.

Christine Pryn begyndte at spille klaver som 5-årig og violin som 9-årig. I 1992 blev hun optaget på Musikkonservatoriet i København og fortsatte senere sin uddannelse i Odense og i Essen (Tyskland). Christine Pryn har desuden deltaget i Masterclasses hos bl.a. Christian Tetzlaff og Leon Spierer. Allerede inden sin officielle debut i 2001 optrådte Christine Pryn som solist hos bl.a. Sjællands Symfoniorkester samt symfoniorkestrene i Odense og Helsingborg. I 1999 vandt hun konkurrencen "Unga solister" og har desuden fået tildelt bl.a. Musikanmelderringens Kunstnerpris samt Sonningfondens Musikstipendium. Christine Pryn brænder for ny musik og har uropført over 80 nye værker og samarbejdet med komponister som Hans Werner Henze, Penderecki, Berio og Rautavaara. Christine Pryn er bl.a. medlem af kvartetten "Ensemble Nordlys", med hvem hun har indspillet flere cd'er. I 2003 blev Christine Pryns indspilning af Szymanowskis "Myter" valgt til American Record Guide Critic's Choice.

"Pathétique"

Tjajkovskij (1840-1893). Fem dage efter at have dirigeret førsteopførelsen af sin nye symfoni drak Tjajkovskij et glas ukogt vand - en letsindig handling i datidens Skt. Petersborg, hvor man i efteråret 1893 var plaget af talrige tilfælde af kolera. Tjajkovskij døde fire dage senere. Da symfonien blev opført for anden gang ugen efter, var koncertsalen draperet med sort klæde. En 11-årig dreng overværede koncerten sammen med sin far. Faderen var en fejret bassanger ved Operaen og god ven af den afdøde komponist. Han hed Fjodor Stravinskij og sønnen hed Igor og den unge dreng - som senere skulle komme til at stå i musikalsk gæld til Tjajkovskij - forstod intuitivt, at der her var tale om et stort tab. Da Tjajkovskij døde, stod han på toppen af sin berømmelse og var elsket og kendt langt ud over Ruslands grænser. Hans død kom som et chok - han var kun 53 år - og omstændighederne omkring hans pludselige sygdom koblet med den tragiske tone i hans sidste symfoni, medførte adskillige rygter og har helt op til vore dage mystificeret hans død. I 1979 publicerede en russisk musikforsker en artikel, hvor det blev forsøgt påvist, at Tjajkovskij i virkeligheden af en adelsfamilie var blevet tvunget til at begå selvmord med gift for at dække over et tidligere homoseksuelt forhold til en ung russisk adelsmand. Påstanden vakte stor opsigt, men er dog senere blevet betvivlet af forskningen.

Men omstændighederne omkring "Pathetique"-symfonien er bemærkelsesværdige. I 1892 arbejdede Tjajkovksij på et symfonisk værk i Es-dur, men opgav det og han følte sig uinspireret og udtømt for ideer - "Jeg tænker og jeg tænker - og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre...!", skrev han til sin nevø. Ikke desto mindre startede han pludselig på en ny symfoni, som - næsten manisk - optog ham de kommende måneder, og i august 1893 var den færdig. Uropførelsen i oktober blev mødt med høfligt, men halvhjertet bifald. Både orkester og publikum syntes forvirret over musikkens mørke grundtone og sorte slutning. Dagen efter bemærkede Tjajkovskij over for sin broder Modest, at symfonien burde have en titel. Modest foreslog "Den tragiske" og lidt senere "Pathetique" - som på russisk betyder passioneret og fuld af lidelse. Tjajkovskij valgte straks "Pathetique" og skrev det ind i partituret. Symfonien blev ikke - som han oprindelig havde planlagt - en rent symfonisk affære, men et personligt udtryk for et liv, som Tjajkovskij følte havde været fuldt af bristede forhåbninger og personlige og tragiske nederlag. Til sin nevø, som forsøgte at udfritte ham om musikkens indhold, skrev han, at den nye symfoni nok var programmatisk, men "...med et program, som vil forblive et mysterium for enhver - lad dem blot gætte!" Dog skulle Tjajkovskij have indrømmet, at symfonien har karakter af et Requiem - i 1. sats citeres - spillet af basunerne - en russisk-ortodoks dødsmesse.

1. sats indledes med en dystert farvet adagio og bygger på et gradvist opadstigende motiv, som er satsens melodiske kerne. Af dette motiv udvikles allegroens melankolske tema. Satsens melodiske hovedtema præsenteres i strygerne og skal ifølge Tjajkovksij spilles "ømt, meget sangbart og smidigt". Satsens gennemføringsdel starter med en voldsom tutti-akkord, som indleder et smerteligt-ophidset afsnit, som efterfølges af basunernes beherskede Requiem-citat. Til slut falder satsen til ro med et sørgemarch-lignende efterspil. 2. sats er en slags vals - dog ikke i ¾ takt, men i "skæv" 5/4 - elegant og elegisk på samme tid. 3. sats har fra begyndelsen karakter af en scherzo, men udvikler sig efterhånden til en march, som i vildskab antager karakter af desperation. Finalen - af Tjajkovskij selv betegnet som en sørge-adagio - indledes med et smerteligt udbrud og selv om satsens hovedtema har karakter af forsoning, formørkes udtrykket og ender i et dystert gong-slag. Herfra ebber musikken ud over et hendøende pulsslag.

"Jupiter". Mozarts (1757-91) 3 sidste symfonier nr. 39, 40 og 41, der blev komponeret på kun 6 (!) uger udgør et sublimt højdepunkt i den wienerklassiske symfonis historie. I "Jupiter" (1788) forener Mozart barokkens kontrapunkt og den wienerklassiske sonateform i et storslået hele.

	Koncert for violin og orkester. Beethoven (1770-1827) hørte kun sin violinkoncert ved uropførelsen (1806), der ikke var nogen succes. Publikum var ikke vant til en koncert af sådanne symfoniske dimensioner. Det var først ved en koncert i London i 1844, at komponisten og dirigenten Felix Mendelssohn-Bartholdy og den kun 12-årige violinvirtuos Joseph Joachim gjorde den berømt.
	Jon Gjesme er født og opvokset i Norge. Han har i en årrække været koncertmester i Det Kongelige Kapel og tidligere været koncertmester i Oslo Filharmonien. I januar 2012 startede han som koncertmester i Sjællands Symfoniorkester. Sideløbende har han en omfattende solistkarriere og har givet koncerter i Europa og Asien. Han har som aktiv kammermusiker indspillet mange cd'er og senest udgivet strygekvartetter af Schumann og Ravel med Poseidonkvartetten.

Begge klaverkoncerter blev uropført med Beethoven (1770-1827) selv som solist. Hans ven, Ignaz von Seyfried, der vendte blad for Beethoven ved førsteopførelsen af klaverkoncert nr. 3, skriver: Jeg så næsten kun tomme sider; på en enkelt side var nedkradset nogle fuldkommen ulæselige hieroglyffer, der tjente som "stikord" for ham; for han spillede næsten hele solostemmen udenad, da han - som det ofte var tilfældet - ikke havde haft tid til at skrive det hele ned. Anne Øland er professor på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun er en højt skattet pædagog. Hun har desuden en lang karriere bag sig, både som solist og kammermusiker, og har turneret som solist i store dele af verden. Hendes diskografi er omfattende og hun har som den første herhjemme indspillet og optrådt med Beethovens samlede klaversonater.